Forsikringsdækning i relation til Coronavirus/Covid-19

Covid-19 - eller Coronavirus - har nu for alvor ramt Danmark og resten af verden. Udbruddet af Coronavirus/Covid-19 rejser mange spørgsmål - ikke mindst spørgsmål om, hvordan virksomhedernes erhvervsforsikringer dækker, hvis der opstår en skade eller et tab som følge af Coronavirus/Covid-19.

Generelt

Mange forskellige forsikringsområder og forsikringstyper er påvirket af det Coronavirus/Covid-19 udbruddet og de foranstaltninger regeringen har sat op for at begrænse smitten mest muligt.

Indledningsvist skal det slås fast, at det altid er policen og forsikringsbetingelserne i den konkrete forsikringsaftale, der er gældende. Vi opfordrer derfor til, at virksomhederne læser deres policer og forsikringsbetingelser igennem for at vide præcis, hvordan de er dækket, hvis der opstår en skade eller et tab. Vi har dog nedenfor forsøgt at samle et overblik over, hvordan virksomhederne på en række forsikringsområder typisk kan forvente at være dækket.

Hos FPR følger vi situationen tæt, og opdaterer vores anbefalinger i forhold til den nyeste viden.

Dækning fra staten

Regeringen har d. 12. marts 2020 vedtaget forslag til lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme og andre overførbare sygdomme, L 133 af 12. marts 2020. Forslaget indebærer ændringer i den nuværende epidemilov, som giver sundheds- og ældreministeren udvidede beføjelser til blandt andet at forbyde arrangementer, afspærre områder, begrænse adgangen til transportmidler for at inddæmme og begrænse smitten mest muligt.

Under den nuværende epidemilov har man ret til erstatning for tab, der lides som følge af indgreb fra myndighederne, jf.§ 27. Med ændringerne i loven vil der kun være ret til erstatning, hvis et indgreb under loven karakter af egentlig ekspropriation. Dette vil nok sjældent være tilfældet, og de tab, som måtte opstå som følge af myndighedernes iværksatte foranstaltninger efter loven kan derfor ikke forventes at blive erstattet af staten.

Arbejdsskadeforsikring

Indledningsvist skal det slås fast, at arbejdsskadeforsikringen dækker de medarbejdere, der på grund af Coronavirus/Covid-19 anbefalingerne fra regeringen arbejder hjemme i stedet for på arbejdspladsen.

Smitte med Coronavirus/Covid-19, er som udgangspunkt ikke en arbejdsskade.1

Smitte med Coronavirus/Covid-19 vil dog i nogle tilfælde efter en konkret vurdering kunne anerkendes som arbejdsskade - enten en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom. For at kunne anerkende smitte med Coronavirus/Covid-19 som arbejdsskade, skal det derfor kunne sandsynliggøres, at personen har været udsat for en konkret smitte i forbindelse med arbejdet, eller at den smittede er udsat for en særlig risiko i forbindelse med sit arbejde. Det gælder for eksempel sundhedspersonale. Det kræves også, at diagnosen Coronavirus/Covid-19 er stillet. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der er mistanke om sygdommen. I alle tilfælde er det en konkret vurdering, om sygdommen vil kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Almindeligt forekommende virussygdomme som f.eks. almindelig influenza kan normalt ikke anerkendes som en arbejdsskade. Det skyldes, at der er en betydelig risiko for at blive smittet uden for arbejdssituationen, og at det derfor ikke kan sandsynliggøres, at smitten er en følge af arbejdets forhold. Det samme vil være gældende i tilfælde af smitte med Coronavirus/Covid-19.

Bestyrelses- og direktionsansvarsforsikring

Det kan alt andet lige ikke udelukkes, at ledelsen eller bestyrelsen i en virksomhed kan blive holdt (eller forsøgt blive holdt) ansvarlig for virksomhedens håndtering af Coronavirus/Covid-19. Bestyrelsen har i sidste ende det endelige ansvar for, at der er etableret de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller, jf. selskabsloven§ 115, og at der udvises en generel 'duty of care' over for medarbejderne og kunder.

Virksomheder bør indføre og håndhæve interne retningslinjer mindst svarende til myndighedernes anbefalinger.

Virksomheder generelt gør klogt i at evaluere, om og hvilket omfang Coronavirus/Covid-19 udgør en væsentlig direkte eller indirekte operationel eller økonomisk risiko. Hvis ledelsen skulle blive holdt ansvarlig for de dispositioner de tager i relation til Coronavirus/Covid-19.

Bestyrelsesansvarsforsikringsbetingelserne indeholder som udgangspunkt ingen undtagelser for Coronavirus/Covid-19, og forsikringsselskaberne har endnu ikke introduceret hverken undtagelser eller begrænsninger i dækningen.

Cyberforsikring

I denne tid hvor mange ansatte på de danske virksomheder arbejder hjemmefra, vil virksomhederne være ekstra sårbare overfor de cyber kriminelle, da de ansatte kan arbejde på forbindelser der har mindre sikkerhed end normalt.
Bliver man som virksomhed udsat for at cyberangreb og har en cyber forsikringspolice, skal man notificere forsikringsselskabet i henhold til policens bestemmelser. De fleste cyberpolicer har en 24/7 alarmcentral og en anmeldelse af skaden hertil, vil typisk være at betragte som en anmeldelse til forsikringsselskabet. Bemærk dog at nogle forsikringsselskaber har andre skadesanmeldelsesprocedurer, og at det derfor er vigtigt, at man som virksomhed følger dem, der er angivet i ens police og forsikringsbetingelser.

I går udsendte forsvarsministeren og Center for Cybersikkerhed nedenstående gode råd i forhold til at arbejde hjemmefra:

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

"Cybertruslen mod myndigheder og virksomheder er meget høj. Og i denne kritiske tid hvor mange arbejder hjemme, er vi ekstra sårbare. Derfor gælder det for virksomheder og myndigheder om at være forberedt og tage de nødvendige forholdsregler ved hjemmearbejdspladser. Og det er vigtigt, at vi lytter til de gode råd, der kommer om sikker it-brug, så vi trygt kan arbejde hjemmefra. Lad os hjælpe hinanden med også at passe på vores arbejdspladser, så it-kriminelle eller andre, der vil udnytte en kritisk situation, ikke får frit spil."

Chef for Center for Cybersikkerhed Thomas Lund-Sørensen udtaler:

"Mange it-afdelinger er under stærkt pres med hjemsendte kolleger og brugere. Det kan være svært at opretholde det sædvanlige it-sikkerhedsniveau med opdatering, to-faktor og VPN. Men regn ikke med, at hackerne viser samfundssind. Tværtimod udgør Corona-krisen en særlig gunstig mulighed for de cyberkriminelle til at angribe danske netværk. Vær derfor meget forsigtig med at svække sikkerhedsforanstaltningerne, og er det nødvendigt, så gør det alene efter en grundig risikovurdering af de mulige konsekvenser. Cybertruslen mod Danmark er meget høj"2

Gode råd om hjemmearbejde

Erhvervs- og produktansvarsforsikring

En erhvervs-og produktansvarsforsikring dækker sikredes erstatningsansvar for skade eller tab over for tredjemand forårsaget af sikredes produkter eller service. Som udgangspunkt er der ikke en undtagelse Coronavirus/Covid-19i betingelserne, i forhold til krav fra tredjemand, som gør at forsikringsselskaberne skal skadesbehandle en skade. Det er dog vigtigt at understrege, at man skal læse betingelserne i sin egen police og betingelser for at vide præcis, hvordan man er dækket.

Erhvervsløsøre, bygningsforsikring og entrepriseforsikringer

Erhvervsløsøreforsikring

Som udgangspunkt vil de fleste policer ikke dække tab, der har relation til Coronavirus/Covid-19, da eksempelvis driftstab, må betragtes som en forretningsmæssig risiko/beslutning og ikke kan henføres til, direkte fysisk tab eller skade på sikredes bygninger eller løsøre.

Bygningsforsikring

Huslejetab som udlejer vil som udgangspunkt heller ikke være dækket.
Det er dog vigtigtman er opmærksom på eventuelle krav i sin police om sikkerhed, eksempelvis krav om brandsikkerhed, brandvagt, sikkerhedsvagter etc., så man ikke står i dårlig situation ved en skade og selskabet kan afvise skaden, grundet manglende opfyldelse af policenskrav.

Entrepriseforsikring

Erfaringen viser, at mængden af tyverier fra byggepladser øges markant, når der i en periode ikke arbejdes på pladsen. En meddelelse i pressen om, at medarbejderne hjemsendes, vil derfor i høj grad kunne vække tyvenes interesse.

De fleste forsikringsselskaber opererer med krav til afdækning og aflåsning under byggeriet, men en periode, hvor der ikke arbejdes på pladsen, vil i en skadesituation blive betragtet som en fareforøgelse, jf. forsikringsaftalelovens §§45 og 46.

Hvis byggepladsen lukker ned i en periode, så skal forsikringstager (sikrede) huske at:

I sidste ende kan en længerevarende hjemsendelse af medarbejdere betyde, at hele byggeriet bliver forsinket, og da entrepriseforsikringen kun gælder i en afgrænset periode, er det særligt vigtigt at være opmærksom på at få forlænget dækningsperioden hos forsikringsselskabet.

Kriminalitetsforsikring

Der er på denne forsikring ingen undtagelser, der har relation til Coronavirus/Covid-19, dog bør man i denne tid hvor mange medarbejdere arbejder hjemme, være ekstra opmærksom på fakturasvindel og CEO-fraud, da det udgør en øget risiko for svindel, da en del normale procedure er sat ud af spil.

Rejseforsikring

Som udgangspunkt dækker alle rejseforsikringer, akut opstået sygdom og brug for lægehjælp, og det gælder også i forhold til Coronavirus/Covid-19 under rejser udenfor Danmark.

De fleste rejseforsikringer omfatter også omkostninger til evakuering fra et område, som man befinder sig i, hvis der er udbrudt epidemi, og opfordringen til evakuering kommer fra Udenrigsministeriet.

Har man udvidet sin rejseforsikring med en afbestillingsdækning, vil den sædvanligvis også omfatte en epidemi/pandemi, hvis Udenrigsministeriet fraråder unødig indrejse til pågældende destination eller har anbefalet evakuering fra destinationen. Afbestillingsforsikringen dækker også, hvis man bliver syg inden afrejse. Nogle forsikringsselskaber har på deres hjemmeside bekræftet, at det er at sidestille med sygdom, hvis man er sat i karantæne som følge af mistanke om smitte med Coronavirus/Covid-19. Man kan derfor få dækning i tilfælde af karantæne på afbestillingsdækningen hos nogle forsikringsselskaber, selvom man ikke er syg.

Det er en god ide at holde sig opdateret på rejsevejledningerne hos Udenrigsministeriet på deres hjemmeside og tjekke sit rejseforsikringsselskabs hjemmeside.

Europæiske rejseforsikring, har i dette link lavet en Q&A på de fleste forhold:

https://www.europaeiske.dk/privat/artikler/corona-virus/

Transportforsikring

Udbruddet af Coronavirus/Covid-19i Kina har medført forskellige implikationer i forhold til afviklingen af varetransporter, som ligeledes medfører dækningsmæssige udfordringer.

Særligt synes køle-/frysegods at være eksponeret på grund af manglende mulighed for at forsyne alle kølecontainerne med strøm i den aftalte bestemmelseshavn og i de havne, hvor containerne omdestineres til. Vi har modtaget flere forespørgsler i den anledning, hvilket giver anledning til denne generelle rådgivning.

Dækker vareforsikringen videreforsendelsesomkostninger?

Hvis transporten til bestemmelsesstedet afbrydes på grund af Coronavirus/Covid-19med den følge, at de forsikrede varer må omdestineres til en anden havn, vil rimelige omkostninger afholdt af den forsikrede i forbindelse med videretransport til bestemmelsesstedet i udgangspunktet være dækket.
Dækning for sådanne ekstra transportomkostninger forudsætter imidlertid, at den begivenhed, der har ført til rejsens afbrydelse og/eller deviationen, skyldes en af forsikringen omfattet ulykkelig hændelse, jf. Udvidede Danske Betingelser (UDB) § 1 og klausul 12 (Forwarding Charges Clause) i de tilsvarende engelske ICC-vilkår.

Det betyder, at den forsikrede ikke kendte til eller burde være bekendt med denne særlige risiko ved rejsens begyndelse, idet forholdet i så fald ikke kan betragtes som en dækningsberettiget ulykkelig hændelse. Afskibes der i dag varer til Kina, er der en så betydelig risiko for, at der kan opstå komplikationer med at få varen udlosset og leveret, at forholdet næppe kan betragtes som uforudsigeligt.
Anderledes forholder det sig, hvis der under en transport til en anden destination pludselig opstår en udbredelse af denne virus til andre lande i et omfang, som påvirker infrastrukturen og begrænser muligheden for at modtage og håndtere importerede varer. Ekstra transportomkostninger til omdestineringer af varer ved sådanne uforudseelige omstændigheder, da transporten blev påbegyndt, vil således være dækket. I hvilket omfang der er et sådant alment kendskab til risikoen for komplikationer for afviklingen af den enkelte transport, må afgøres konkret.

Det er værd at bemærke, at forsikringen alene dækker rimelige omkostninger afholdt af den forsikrede i forbindelse med videretransport til bestemmelsesstedet. Sådanne omkostninger vil typisk omfatte ekstraordinære omkostninger til omlastning, oplagring og videreforsendelse.

Dette betyder, at der som udgangspunkt kun er dækning for videreforsendelsesomkostninger med et tilsvarende transportmiddel. Hvis den forsikrede forcerer videretransporten for at undgå (yderligere) forsinkelse, f.eks. ved at indgå en aftale om flytransport, vil de meromkostninger, som er forbundet hermed, ikke være dækket.

Dækker vareforsikringen skader, der opstår i forbindelse med rejsedeviation?

Forudsat at rejsedeviationen kan anses som en ulykkelig hændelse, vil dækningen være opretholdt under den fortsatte transport, jf. UDB § 7.2 og ICC(A) klausul 10. Sker der skade på eller tab af de forsikrede varer ved den fortsatte rejse, vil dette være dækket.

Det er en betingelse, at selskabet gives underretning om rejsedeviationen, jf. UDB § 7.2. Det er dog tvivlsomt, om den manglende underretning har dækningsmæssige konsekvenser.

Dækningen omfatter kun skade på og tab af de forsikrede varer, ikke forsinkelsestab. Tab af og skade på de forsikrede varer som følge af rejsens forlængelse og forsinkelse er således fortsat ikke dækket.

Hvad særligt angår køle-/frysegods, vil skade og tab på grund af manglende faciliteter til at kunne opretholde køling, være en risiko, som ikke er dækket under de almindelige køle-/frysevilkår. Er der derimod tegnet forsikring på udvidede vilkår (eller de tilsvarende engelske extension clauses) dækkes i udgangspunktet alle temperaturskader, som varerne påføres under transporten, og således også temperaturskader på grund af manglende strømfaciliteter i omdestineringshavnen.

Hvad betyder forsikringstagers underskrivelse af indemnity-erklæringer?

Linjerederier stiller ofte krav om, at afskiberne underskriver skadesløsholdelseserklæringer, i henhold til hvilke de friholder rederiet for alle omkostninger, der opstår som følge af omdestineringer eller forsinkelser på grund af coronavirus. Herudover forpligter afskiberne sig til at betale container-demurrage, hvis rejsen bliver forlænget i forhold til det forudsatte.
Sådanne forpligtelser er i udgangspunktet en kommerciel beslutning, som ikke direkte påvirker forsikringsdækningen.

Hvis der imidlertid allerede inden rejsens begyndelse stilles et sådant krav fra linjerederierne, har forsikringstager allerede fået et sådant kendskab til risikoen for rejseafvigelser, at dette næppe kan betragtes som en ulykkelig hændelse, hvis den indtræffer. Dækningen som beskrevet ovenfor vil således allerede her kunne være kompromitteret.

Er speditøren ansvarlig for ekstraomkostningerne?

Dette vil afhænge af de indgåede aftaler med speditøren. Speditøren må forventes at være opdateret på risikoen for, at varerne må omdestineres, og rådgive kunden i overensstemmelse hermed. Har han forsømt dette, og har det påført forsikringstager og/eller vareforsikringen et tab, kan dette give anledning til at undersøge, om speditøren kan holdes ansvarlig.4

Kontakt

Hos FPR står vi til rådighed med vores forsikringsfaglige ekspertise, og hjælper gerne med at gennemgå jeres forsikringsløsninger generelt og set i lyset af den aktuelle Coronavirus/Covid-19 situation.

Kontakt:

Partner; Finn Enkebølle, fien@fpr.dk

Mere information

Vi henviser til relevante myndigheder og de kildeangivelser I finder i fodnoterne.
https://politi.dk/coronavirus-i-danmark har de danske myndigheder samlet alle informationer med Coronavirus/Covid-19.

Ansvarsbegrænsning

FPR har ikke ansvar for eventuelle fejl i forbindelse de enkelte forsikringsdækningers omfang, og vi opfordrer til, at den enkelte forsikringstager læser sin forsikringspolice og forsikringsbetingelser igennem.

 

1 https://www.aes.dk/da/Presse-og-nyheder/Nyhedsarkiv/2020/4_marts_coronavirus.aspx
2 https://fe-ddis.dk/cfcs/nyheder/arkiv/2020/Pages/Cybertruslen-hjemmearbejde-COVID-19.aspx
3 https://fe-ddis.dk/cfcs/publikationer/Vejledninger/Pages/Gode-raad-om-hjemmearbejde.aspx
4 Hafnia Law